Kapitel 3

Det mørke århundrede

Pontinske byer. Coris blomstring og fald. Forkyndelse af troen. Felix II. Barbar-invasioner. SS.Trinitá klosteret. Pontinske byer

Pontinske byer

På volskernes tid blomstrede omkring tyve byer i det Pontinske landskab. Anxur, Priverno, Satricum, Anzio og Pomezia på sletten, Sexia, Norba ogCora i Lepiner bjergene. Hver by havde sin historie i de lange kampe mod Roms herredømme, indtil de en for en blev underkastet Rom og reduceret til kolonier. Sammen med uafhængigheden mistede de enhver form for betydning og vitalitet. Også sletten, som volskerne med et klogt kanaliseringssystem havde omdannet til yderst frugtbar jord, blev sumpet og usund. Da Appius Claudius i 314 f.Kr. byggede via Appia derigennem, var området næsten helt indtaget af sumpen. Livet viste sig så godt som umuligt, og det lykkedes kun for nogle af byerne at overleve medens de kæmpede mod malariaen og jordens ufrugtbarhed. Årsagen til eksistensen af disse småbyer – især Tres Tabernae og Forum Appii – og kilden til deres rigdom var via Appia. De hundredvis af mænd, der hver dag rejste ad vejen på deres vogne, forbandede ganske vist de søvnløse myggeplagede nætter og de snu gæstgivere, der serverede elendig vin og uspiseligt brød, men de måtte gøre holdt for at skifte heste og hvile sig, før de begav sig ud på den hårde rejse til Rom eller det fjerne Brindisi. Så snart de kom ud af sumpen kunne de se de smukke solbeskinnede strande og de grønne bakker, hvor de velhavende patriciere byggede deres villaer.

Cori’s blomstring og fald

Cori, cirka 40 mil fra Rom, var kendt for sit milde klima og sin gode vin og blev hjemsted for rige romere som medbragte deres smag for luksus og hovedstadens raffinementer. Glansen, der blev opnået på Sullas tid, øgedes i det følgende århundrede med opførelsen af nye bygningsværker, af hvilke der stadig findes værdifulde spor. Også hvis vi vælger at tro på Marocco, der fortæller, at »Nero lod Cori ødelægge, men da han derefter fornøjedes under et ophold i byen, tog han dertil hver sommer«, må vi tro, at byen var virkelig blomstrende for at kunne huse en kejser med en særdeles raffineret smag. Der var faktisk storslåede termer, et dusin templer, et smukt forum og andre nu uidentificerbare bygninger, der var kejsertiden og dens opulente borgere værdige. Også den sørgeligt berømte Pontius Pilatus skulle ifølge en legende have opholdt sig i byen, på det sted, der hedder Cesa Punzio (Pontius’ hus, casa di Ponzio), hvor der i året 1600 blev fundet søjler og andre værdifulde ting. En eller anden fra Norba eller Velletri føjede et Pilatus til Pontius, man tillagde ham en loggia på Sullas mure og således blev Pontius Pilatus borger i Cori.

På et tidspunkt, der ikke kan præciseres, forfaldt byen og mistede enhver betydning efter århundreder med et aktivt og hæderkronet liv. De latinske forfattereder ofte berømmer skønheden og vinen i de omkringliggende landsbyer nævner sjældent Cori. På den baggrund antager Volpi, at Cori på Claudius’ tid (54 e.Kr.) lå helt i ruiner. Denne holdning er ifølge Accrocca »ikke pålidelig eftersom den baserer sig på udtalelser ikke fra historikere, men fra latinske digtere, taget ud af deres kontekst,og i øvrigt modsagt af Plinius (79 e.Kr.), som medregner Cori til de eksisterende byer og ikke til de forsvundne. Derudover påviser visse indskrifter, at Cori bevarede sin position som en betydelig by i de første århundreder efter Kristi fødsel, at man foretog forskønnelser, restaureringer og donationer til templerne samt opførte monumenter, der desværre ikke kan præciseres nærmere«. I sin polemik mod Volpi overdriver vores historiker måske en smule ved at fastslå, »at Cori bevarede sin position som en betydelig by i den første tid efter Kristi fødsel«. Udover manglen på monumenter, et meget betydningsfuldt faktum, er der den sene forkyndelse af kristendommen. Hvis Cori havde været en vigtig by, er det svært at forklare, hvorfor Rom skulle have ventet til det 3. århundrede med at sende biskopper dertil for at prædike. Det er mere logisk at tænke sig, at byen pga. uheld og modgang (pest, jordskælv, forfølgelse: Nero lod Cori ødelægge, og iflg. Moroni var Commodus en sand svøbe for Cori) netop i tiden omkring Kristi fødsel mistede den betydning, den havde haft i de foregående århundreder.

Forkyndelsen af Kristendommen

Apostlene Peter og Paulus skulle ifølge en legende have prædiket i Cori. Til bekræftelse af dette minder coranerne om, at en af de ældste kirker er viet til de hellige apostle. Indbyggerne i Velletri besvarer dette prætentiøse krav, som coranerne fremfører, med en anden legende, nemlig at S. Peter forbandede coranerne. »I skal aldrig have en dråbe vand«, skal apostlen have sagt, »ej heller to hoveder, der tænker på sammemåde«.

Det synes sikkert, at kristendommen kom til Cori i begyndelsen af det 3. århundrede. Faktisk findes der ingen spor efter den tidlige kirke, og man leder forgæves efter rester af katakomber eller martyrers navne. Derimod vides det, at Urban I i 227 sendte nogle af sine biskopper til Cori for at forkynde troen der. En gammel sten iS. Oliva kirken mindede om denne mission:

EP. M.C.V.R.C.F.E. SUORUM VERUM CHRISTUM PRAED.

SIC FIDES EST AB ALIENIS DIIS

ET JANO EORUM DIVERTANT.

I 1557 blev denne inskription erstattet af en anden af samme indhold:
ego petrus diaconus vidi… fuit a.d. mdlvii.

Dette mindesmærke tyder på at den første bygning indviet til kristendommen var S. Oliva kirken nær Janustemplet.

Felix II

Laurienti ville forgylde kirken i Cori ved at forbinde den med skikkelsen Felix II, pave og martyr. Den oplyste historiker skrev: »Pave Liberius, derikke ville støtte de nestorianske kættere, blev jaget i eksil af kejser Konstantius, Konstantins søn. Tre år senere valgte den romerske kirke med billigelse af Liberius romeren Felix som pave. Det var i året 365. Da et koncilium havde samlet sig, forbandede Felix kejseren, men denne blev rasende og sendte ham i eksil. Han kom så til Cori, hvor han før havde været biskop. Da han nåede hertil blev han halshugget ved Troianosøen, kaldet Veteresøen«

Vor historiker er ude i alvorlige fejltagelser, der var almindelige på hans tid vedrørende denne person. Felix havde siden gammel tid været regnet for pave og martyr, visse martyrologer mindedes ham som sådan den 29. juli. Ifølge mere anerkendte studier var han hverken pave eller martyr, endsige biskop afCori. Under pave Liberius’ eksil accepterede han at blive viet til biskop, men det romerske folk ville ikke anerkende denne vielse og de forlod hans kirker. Efter Liberius’ tilbagekomst trak hans sig tilbage til en af sine landejendomme ved via Portuense, hvor han døde den 22.november 365.

Barbar-invasioner

Barbarerneder på deres vej ned gennem Italien var nået til Rom spredte ødelæggelse i landsbyerne i Latium. Via Appia blev hærget af vandalkongen Gensericos horder, af Totila og især af longobarderne, som i 592 ødelagde Tres Tabernae.Mange af indbyggerne blev dræbt, og også biskoppen omkom. Byen blev angrebet igen i 846, denne gang af saracenerne, og den kom sig aldrig.

Samme skæbne led andre pontinske byer og landsbyer. Coris territorium, ikke langt fra romervejen, blev ganske sikkert angrebet og hærget af deforskellige hære på vej til eller fra Rom. Imidlertid var goterkongen Totila den eneste, der besatte byen og tilførte den alvorlig skade.

I det 9. århundrede besatte saracenerne sletten fra Ostia til Garigliano og blev der i mere end 60 år. De ødelagde Formia og Anzio, angreb Velletri og Segni, og andre småbyer i området kendte til de frygtelige konsekvenser af deres tilstedeværelse. De blev jaget bort af Johannes Xi 915.

Det vidtstrakte pontinske område forblev affolket og sumpet. Befolkningen, der var decimeret af barbarerne og af malariaen,søgte tilflugt i bjerglandsbyerne, som var bedre udstyrede og forsvarede, og som kunne give endnu en chance for at overleve. Det var Sezze, Norma, Cori og især Velletri.

Det vides faktisk, at der i Cori på et tidspunkt var kvarterer med hver deres kirke. S. Caterina blev udnævnt til sognekirke hen imod år 1300, da Santa Maria Nova udenfor Porta Ninfina begyndte at mangle befolkningsgrundlag. Dette navn minder om en tidligere eksisterende Santa Maria, der allerede var gået til. I denne zone var der også S. Giorgio kirken og Santa Margherita-klostret, der blev nedlagt af pave Urban III i 1187.

SS. Trinita’ klostret

I et område i Lepinerbjergene der kaldes ”la Badia” kan man endnu finde ruinerne af et kloster, som benediktinermunke opførte i en ukendt, men bestemt meget fjern fortid. Optegnelserne om det coranske kloster er få og fragmentariske, men det må have været blomstrende og rigt at dømme efter de talrige besiddelser, der senere overgik til benediktinerne i Subiaco. Hen mod 1114 blev klostret sat under evig beskyttelse af Den hellige Stol af Paschalis II og i 1275 tildelte Gregor X det sognet SS.Trinità med al dets ejendom. Nær kirken var der et herberg, hvor munkene opholdt sig når de af helbredsgrunde eller af andre årsager måtte opholde sig i byen.

Senere forfaldt klostret »inspiritualibus et temporalibus«, og Latino Frangipani, biskop af Ostia og Velletri, lagde det sammen med S. Angelo klostret i Ninfa med den betingelse, at der skulle forblive seks munke. Under krigene med Ladislao af Napoli blev Ninfa og dets berømte kloster ødelagt og Eugenius IV overførte alle besiddelserne til benediktinerne i Subiaco i 1447. I S. Scolasticas arkiv er der stadig en kasse med påtegnelsen »Documenta corana«. Og nogle få rester er der endnu tilbage af det gamle coranske kloster mellem Lepinerbjergenes tjørnebuske og gyveler.

Ja, ja Google, du skal jo fodres: Hus til leje i Cori nær Rom, Italien. Hus med udsigt og tagterrasse.

Profil

Huset ligger på de allerbedste m2 i Cori. I det historiske centrum af Cori Monte (den høje bydel) ligger huset lige i svinget, der hvor via della Republica glider over i via Veneto og landskabet åbner sig mod havet og Pontina sletten (Roms køkkenhave).

Kontaktoplysninger
Cori-rom Via della Repubblica 18 04010 Cori LT Italien
(+45) 20 23 70 65
madssoegaard@hotmail.com

 

Designet af Standoutmedia